Sukkerchok

Nu poster jeg denne i kultur – så må vi se om jeg fortryder det senere. Som udgangspunkt er jeg ikke blevet pint med denne sang endnu, ikke ud over de dage hvor min nabo havde spillet den for åben teressedør. Og skal jeg være ærlig er jeg absolut ikke nogen let tilgængelig gruppe for de lavkulturelle massemedier. Det havde næsten været lettere for dem at ringe til mig og spille den i telefonen, end at finde et medie jeg med fast interval lyttede til. Og en ting er helt sikkert – jeg ser IKKE paradise.

Hvad er det der gør at jeg kan lide en sang?

Jeg tror at når jeg lytter til musik, er det fordi jeg relaterer til musikken. Jeg finder nogle følelser i musikken som jeg reflekterer, deler eller på en anden måde interagerer med. Fx er jeg ret begejstret for den norske kunstner Marit Larsen, og om end er det ikke ligefrem verdensklasse håndværk, men til gengæld er det sprængfyldt med følelser, dog mest i lyrikken hvor hendes kollega Thomas Dybdahl lægger enormt mange følelser ind i musikken stemmeføringen på sangen. Musik skal naturligvis også lyde godt, det er ikke det, men jeg mener at hvis man skal anerkende den kunstneriske dimension til musik bliver man nødt til at skælne imellem det der bare lyder godt – og det som mennesker interagerer med.

Well back-on-track: Sukkerchok er pop, ikke bare almindelig pop, næh det er studiepop af den værste skuffe. De kunne med lethed have optaget det uden de tre overhovedet kendte hinanden. Der er ingen følelser andet end påtagede overfladiske kliche “Jeg tænder nonstop” fraser. Det er alt sammen modbydeligt lidt udfordrende og meningsløst. Og alt i alt får jeg en frygtelig bitter smag i munden af Las Ketchup, hvis eneste kvalitet var hotte tøser og en fængende sang – hvilket Sukkerchok til sammenligning kun har i middelmådige kvantiteter.

Thumbs down – down – down. Lad gerne Paradise beholde det som indledningsmusik, bare jeg slipper for høre det et i telefonen.

Tags: dansk pop, Las Ketchup, lorte pop, musik