Special dag -15: Hvad skal det handle om?
Jan 16th, 2012 by Lasse Storgaard
Ja ja da, de -15 dage er ikke fordi jeg er tidlig på den med specialet, de fleste er jo i gang. Og ja, jeg ved da også sådan nogenlunde hvad temaet skal være. Det er bare sådan… ja i ved… Er man nu sikker på, at det er det man vil skrive om? Det er jo trods alt specialet, 4 måneder i undertrøje, en fastgroet kaffekop og 15 ekstra kg på maven – måske ikke helt så slemt, men i hvertfald en skelsættende begivenhed, der for mange, karakteriserer ens studietid lige så meget som samtlige tidligere semestre. Nylig beskrevet af en Historie og Latin lærer på et gymnasium i det vestjyske som “en lykkelig tid” og af Learning Lab på AAU som “Specialsumpen”.
Om 15 dage, hvor der officielt er start på specialet, er der 149 dage til afleveringen. Inden da, skal der laves review af litteraturen inden for feltet, der skal samles empiri til at kunne analysere en problem stilling, som skal give et nogenlunde intelligent svar, der både tilfredsstiller mig selv, vejleder, censor og samarbejdspartnere. Arbejdspres? Ja, en anelse.


