Sukkerchok

Nu poster jeg denne i kultur – så må vi se om jeg fortryder det senere. Som udgangspunkt er jeg ikke blevet pint med denne sang endnu, ikke ud over de dage hvor min nabo havde spillet den for åben teressedør. Og skal jeg være ærlig er jeg absolut ikke nogen let tilgængelig gruppe for de lavkulturelle massemedier. Det havde næsten været lettere for dem at ringe til mig og spille den i telefonen, end at finde et medie jeg med fast interval lyttede til. Og en ting er helt sikkert – jeg ser IKKE paradise.

Hvad er det der gør at jeg kan lide en sang?

Jeg tror at når jeg lytter til musik, er det fordi jeg relaterer til musikken. Jeg finder nogle følelser i musikken som jeg reflekterer, deler eller på en anden måde interagerer med. Fx er jeg ret begejstret for den norske kunstner Marit Larsen, og om end er det ikke ligefrem verdensklasse håndværk, men til gengæld er det sprængfyldt med følelser, dog mest i lyrikken hvor hendes kollega Thomas Dybdahl lægger enormt mange følelser ind i musikken stemmeføringen på sangen. Musik skal naturligvis også lyde godt, det er ikke det, men jeg mener at hvis man skal anerkende den kunstneriske dimension til musik bliver man nødt til at skælne imellem det der bare lyder godt – og det som mennesker interagerer med.

Well back-on-track: Sukkerchok er pop, ikke bare almindelig pop, næh det er studiepop af den værste skuffe. De kunne med lethed have optaget det uden de tre overhovedet kendte hinanden. Der er ingen følelser andet end påtagede overfladiske kliche “Jeg tænder nonstop” fraser. Det er alt sammen modbydeligt lidt udfordrende og meningsløst. Og alt i alt får jeg en frygtelig bitter smag i munden af Las Ketchup, hvis eneste kvalitet var hotte tøser og en fængende sang – hvilket Sukkerchok til sammenligning kun har i middelmådige kvantiteter.

Thumbs down – down – down. Lad gerne Paradise beholde det som indledningsmusik, bare jeg slipper for høre det et i telefonen.

I går i Kildeparken var jeg til Opera koncert. Koncerten blev afholdt af den Kongelig Opera med sponsorat af Nykredit. Et af den kongelige operas opgaver er at være folkelig, og dette forsøger de med gratis koncerter i det fri som denne. Og jeg må sige at Kildeparken i sommerhalvåret giver nogle gode omgivelser til opera koncerter. Og som i kan se på billedet var der også rigtig mange der lige som Jeppe og jeg gerne ville høre opera.

De sang stykker fra Carmen, Don Juan, La Boheme og nogle flere. Og naturligvis var de gode. Det eneste der irriterende mig lidt var en ambulance eller to der kom forbi med udrykning, men man kan selfølgelig ikke sige til folk at de skal holde op med at dø fordi jeg er til koncert.

I forsøget på at gøre opera folkeligt virker det her som en rigtig god måde. Det var et meget blandet publikum. Der var mange familier i blandt publikum, der havde taget aftensmaden med i en picnic kurv. Og jeg må indrømme at de så super hyggeligt ud. Det vil jeg også gøre næste år. Desuden havde de valgt at sælge fadøl, såvel som vin. Hvilket jeg må sige også kun er bidragende til at gøre det mere folkeligt.

Et af de fede ting ved den måde det afholdes i Aalborg er at det afholdes i det fri og i den forbindelse også er gratis for offentligheden. Udgifterne ved afholdelsen bliver sikkert dækket af salgsvognene. Det er meget modsat Jazz festivalen i Oslo hvor alle koncerter er flyttet ind i koncertsale.

I kan læse meget mere om Den blå festival og dens program på deres hjemmeside!

www.youtube.com/watch?v=owpMBo69Bcc

Jeg synes det er en ommer til Øgendahl og Klan, eller måske skulle de finde tilbage til deres rødder. Ret mig om jeg er forkert…